Men, det giver jo ingen mening…?

- personlige erfaringer med at forstå OCD

Artikel af psykologstuderende Lærke Yssing

Udgivet 1. januar 2017

I februar 2016 startede jeg som psykologpraktikant i OCD-klinikken og kom dermed for første gang i kontakt med mennesker med en lidelse, som jeg kun vidste ganske lidt om. OCD – det er noget med at vaske hænder hele tiden og rette på alting, ikke? Svaret viste sig at være nej – det er langt mere komplekst end som så.

Hver gang jeg fortæller familie, venner og bekendte hvor jeg er i praktik, får jeg nogenlunde samme respons, nemlig at OCD er noget med håndvask og orden. De færreste ved, at det langt fra altid har noget med hånsvask og orden at gøre, eller hvad der ligger til grund for disse OCD-handlinger (tvangshandlinger). OCD er en angstlidelse, og for en forklaring af hvordan lidelsen hænger sammen henvises til klinikkens andre artikler. Denne artikel beskriver ikke hvordan lidelsen er skruet sammen, men mine personlige erfaringer med at forstå en lidelse, der er så uforståelig, når man ikke har den. Jeg er gang på gang blevet mødt af totalt uforstående blikke, når jeg forsøger at forklare andre, hvordan man kan være så angst for sine egne tanker. I klinikkens pårørendegruppe sidder forældre, søskende og kærester og siger: ”jamen hvorfor bliver han så bange for det?”. Da jeg forsøgte at forklare min mor, hvordan OCD’en kan sprede sig så meget, at man bliver bange for at røre gulvene i sit eget hus, sagde hun: ”men, det giver jo ingen mening, Lærke!”.  Denne artikel er mit forsøg på at lave nogle sammenligninger, der kan illustrere, hvordan angsten føles for en OCD-ramt, og hvorfor det faktisk giver mening. Det har været en personlig udvikling, eftersom jeg heller ikke selv kunne forstå de OCD-belastedes angst, da jeg startede i klinikken. Nu tror jeg, at jeg er blevet lidt klogere. Mit håb er, at mine erfaringer og forklaringer kan bidrage til forståelsen af en lidelse, der stigmatiserer dem, der lider af den, i en grad så det kan være overordentligt svært at fortælle andre om det. Mange skammer sig over deres lidelse. Og i virkeligheden bygger OCD på noget, der er så grundlæggende, at vi alle sammen kender det, nemlig angst.

 

I OCD-klinikken har vi den regel, at man som behandler ikke sætter sine klienter til en opgave uden også at løse den selv. Det er vigtigt, fordi det giver en følelse af, hvor tids- og energikrævende en opgave er for klienten og dermed hvor meget, man kan forvente af folk. Eftersom jeg ikke er bange for de samme ting, som mine klienter er bange for, overvejede jeg, hvad jeg så skulle udsætte mig selv for, og svaret blev: edderkopper. Jeg er én af dem, der ikke har det forfærdelig godt med edderkopper. Jeg betragter ikke mig selv som værende bange for edderkopper, jeg løber ikke skrigende ud af stuen, hvis der sidder en edderkop på væggen, men jeg plejer enten at tage dem med støvsugeren eller mase dem med en sko eller et stykke køkkenrulle – alt efter størrelsen. Jeg ved godt, at en dansk edderkop ikke er farlig, den kan ikke bide mig eller lægge æg under huden eller den slags, men jeg finder helt sikkert ubehag ved at røre ved dem, og har i øvrigt ikke gjort det i årevis. Så på nøjagtig samme måde, som jeg giver mine klienter en opgave, som de ikke synes er sjov, men heller ikke synes er uoverskuelig, gav jeg mig selv den opgave, at holde en edderkop, næste gang jeg mødte én derhjemme. Det kan jeg sagtens, tænkte jeg, jeg er jo ikke rigtig bange for edderkopper, jeg synes bare, de er ulækre. Hvor svært kan det egentlig være? Første gang jeg så en edderkop sidde på væggen, sad jeg i sofaen og gloede på den i 10 minutter, stillede mig så hen til den og kiggede på den i 5 minutter mere, hvorefter jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville være i stand til at tage den direkte op i hånden. Så jeg inddelte opgaven i flere trin på samme måde, som jeg inddeler klienternes opgaver i flere trin, så de bliver mere overskuelige. Jeg lod edderkoppen gå over på et stykke papir, så jeg havde rimelig styr på den, men ikke behøvede røre direkte ved den med det samme. Den stakkels edderkop kravlede rundt mens jeg hele tiden vendte papiret og flyttede fingrene, så den ikke skulle kravle op på min hånd, og så sad vi sådan lidt og så hinanden an, indtil jeg endelig tog mig sammen og lod den kravle op på min hånd. Og derefter opdagede, at det hverken er ubehageligt eller ulækkert. Og tænkte ”var det bare det?”. Sandt at sige havde jeg på dette tidspunkt mest ondt af edderkoppen, der måske heller ikke bryder sig om mennesker. Det skal her understreges, at jeg ikke er fobisk for edderkopper. Det vil sige, at min angst ikke er i nærheden af at være lige så voldsom, som en OCD-belastets angst. Og så skulle man måske tro, at når jeg nu sad der med edderkoppen i hånden, så var den angst forsvundet, men nej. Næste gang jeg stødte på en edderkop var det nøjagtig det samme én gang til, bortset fra at det denne gang kun tog 12 minutter at tage mig sammen (sådan cirka). Gangen efter 10 minutter, osv. I dag kan jeg tage de små direkte og uden problemer – de større edderkopper, ja… så langt er jeg altså ikke nået endnu.

 

Er du én af dem, der har det med edderkopper ligesom jeg? Så prøv at tage udfordringen op, og få fat i én, næste gang du kan. Du kan starte med at putte den i et glas, hvis du heller ikke kan tage den direkte i hånden. Og så spørg dig selv, hvor rationelt er det lige, at du ikke tør røre ved det lille dyr, der ikke er spor farligt? Giver det nogen mening? Det er omtrent sådan det føles at have OCD, bortset fra at edderkopperne kravler på fortove, gulve og vægge overalt hvor du kommer, og at ingen andre synes at være bange for dem. Hvis verden så sådan ud, ville du så ikke også gøre, hvad du kunne for at undgå edderkopperne? Tage store støvler og lange bukser på, aldrig røre ved noget uden at se dig for osv.

 

Måske er du én af dem, der er ligeglade med edderkopper, men så prøv at forestille dig samme eksempel med slanger i stedet. Et andet eksempel, som mange kan genkende, er højder. Hvornår har du sidst sprunget fra 3-meter vippen? Eller 5-meter vippen? Hvis du tænker ”det kunne jeg da sagtens”, så prøv lige at gå derop, næste gang du har muligheden, for det er altså noget andet, når man står der. Ville du springe i faldskærm hvis du fik muligheden? Hvis du tænker ”nej”, så overvej hvorfor og hvis du tænker ”ja”, så overvej hvor meget overvindelse, det ville kræve. Ville du være udmattet bagefter, tror du? Man kan jo overvinde angst, det er netop dét, OCD-ramte gør, når de går i behandling, men det kræver rigtig meget energi. Har du nogensinde prøvet, ikke at kunne få fat i én du holder af? At vedkommende ikke tog sin telefon og at tankerne begyndte at kredse om, om der kunne være sket personen noget. Du ved godt, at det er der sikkert ikke, men du er alligevel ikke rolig, før du har fået fat i vedkommende. Måske bliver du ovenikøbet vred og skælder ud, når han endelig ringer tilbage, fordi du har været bange. Rigtig mange forældre har oplevet dette med et barn, der har glemt tiden og glemt at give besked. Hvorfor egentlig blive bange? Risikoen er ganske lille og det hjælper alligevel ikke at blive bange, det gør ingen forskel – barnet kommer ikke hurtigere hjem af den grund. Men prøv at fortælle dig selv, at din angst er irrationel, når du står i den – det virker ikke. Angst er ligeglad med, om den er rationel. Og den bliver værre, jo mere man har at miste, altså fx hvis nogen, man holder af, kan komme til skade. Mange OCD-belastede er frygtelig bange for at blive syge eller på anden måde komme til skade fx ved at indtage kemikalier, men endnu mere bange for, at de kan være skyld i, at andre mennesker bliver syge eller kommer til skade.

 

Det er mit håb, at denne beretning kan hjælpe med at forklare, hvorfor OCD-belastede ikke bare ”tager sig sammen” og gør det, de er så bange for. Ja, angsten er irrationel, men OCD-belastede er absolut ikke de eneste mennesker, der oplever irrationel angst – det gør vi næsten alle sammen. Og jo, man kan godt se sin frygt i øjnene og overvinde den, men det kræver store mængder af mod og energi. Og hvis frygten er stor nok, kan man ikke se den i øjnene alene, så har man brug for hjælp til at bryde opgaverne ned i overskuelige trin. Jeg synes, at de klienter, jeg møder i mit arbejde, er utrolig modige, fordi de ser deres frygt i øjnene hver eneste dag, og tager større og større udfordringer op. Jeg kan ikke påstå, at jeg selv er lige så modig, men jeg vil forsøge at følge deres eksempel.

 

Foreløbig har jeg lovet mig selv, at jeg skal springe fra 5-meter vippen, næste gang jeg er i svømmehallen, hvilket jeg aldrig har turde før. Og så må jeg se, om jeg kan finde nogle lidt større edderkopper…

FLERE ARTIKLER

OCD Klinikken

© 2020 OCD Klinikken - Copyright - angiv altid kilde ved ref.  - www.ocdklinikken.dk